Tak til alle ildsjæle!
Tak til alle jer, som hver dag, året rundt, tilbyder Brøndbys borgere en bred pallette af fritidsaktiviteter og fællesskaber. I er med til at skabe aktiviteter, der gør vores borgere til sundere, gladere og dygtigere mennesker. I har en stor del af æren for, at vi har et lokalsamfund, hvor der er respekt og forståelse for vores medmennesker, og hvor mange borgere oplever et fællesskab, som gør os stolte af at bo i Brøndby.
Nedenfor kan du se de nominerede kandidater til priserne.
Årets Initiativ 2024
Shafqat Riaz, Svanholm Cricketklub
Shafqat Riaz, Svanholm Cricketklub er nomineret for sit initiativ med opstart af et mentorprogram for de yngre spillere i Svanholm Cricketklub. Initiativet har været medvirkende til at styrke forbindelsen på tværs af klubbens aldersgrupper, fremmet talentudviklingen og givet unge spillere uvurderlig støtte i deres udvikling.
Knæk Cancer i Brøndby Strands Gymnastikforening
Brøndby Strands Gymnastikforening er nomineret for deres initiativ i Knæk Cancer ugen, hvor foreningen på kreativ vis har samlet penge ind til Knæk Cancer.
Brøndby Basket
Brøndby Basket er nomineret til Årets Initiativ for blandt andet deres afholdelse af tre Børnebasketcamps, hvor der var særligt fokus på at nå ud til børn og unge, som normalt ikke vil have mulighed for at deltage på camps.
Årets Ungdomsleder 2024
Daniel Reda, BSI Fodbold
Daniel Reda er nomineret til Årets Ungdomsleder for sit store engagement og indsats for ungdomsarbejdet i BSI Fodbold, hvor han blandt andet skaber en inkluderende atmosfære og er en uvurderlig ressource for det lokale fodboldfællesskab.
Janice, Allan og Michael, Brøndbyernes IF
Janice Azucena Solma, Allan Hammershøj og Michael Waust fra Brøndbyernes er nomineret som gruppe til Årets Ungdomsleder for deres store betydning for holdet BIF drenge u15, niveau 4, hvor de med deres indsats har formået at opbygge et stærkt socialt fællesskab drengene imellem.
Shakib Mahmud, Dansk Bengalsk Organisation
Shakib Mahmud fra Dansk Bengalsk Organisation er nomineret til Årets Ungdomsleder for sin evne til at engagere de unge i foreningen til blandt andet velgørenhedsarbejde. Derudover fokuserer han på at være en kulturel og sproglig støtte for unge nydanskere fra bl.a. Bangladesh i forhold til det danske.
Årets Idrætsleder 2024
Phu Duong, Hokuto-Kai JKA Karateklub
Phu Duong fra Hokuto-Kai JKA Karateklub er nomineret til Årets Idrætsleder for hans dedikation for sporten generelt og for klubben både som cheftræner, landstræner og at have gået særdeles konstruktivt ind i en fusion med en anden klub. Derudover har Phu en stor andel i at skabe et godt fællesskab for instruktørerne.
Kasper Lundquist, Brøndby Strands Gymnastikforening
Kasper Lundquist fra Brøndby Strands Gymnastikforening er nomineret som Årets Idrætsleder for sit store engagement i foreningen igennem mange år. Både som instruktør, udvalgsarbejde og siden 2020 som formand, hvor han har sat retning og moderniseret foreningens måder at organisere sig. Blandt andet i forhold til fastholdelse af instruktører og de unge, og sikret deres vedvarende interesse i foreningen.
Morten Kristoffer Hansen, Brøndby Strands Sejlklub
Morten Kristoffer Hansen fra Brøndby Strands Sejlklub er nomineret som Årets Idrætsleder for sin utrættelige indsats i foreningen. Morten har opstartet adskillige ungdomshold, han søger fonde, sidder i bestyrelsen, rydder op i klubben, står for både indmeldinger og økonomi, og så bruger han en uge af sin sommerferie på at lave sommercamp. Alt i alt en kæmpe frivillig indsats, som betyder enormt meget for foreningen.
Kulturprisen 2024
Karavan Group, Persisk Musikforening
Karavan Group i Persisk Musikforening er nomineret til Kulturprisen for i mere end tyve år at have engageret sig i foreningen. De to faste medlemmer i Karavan Mahnaz Nouri og Torab Taran har med deres indsats skabt en stor interesse for musik, særligt klassisk iransk musik, i vores kommune. De har altid være med til adskillige arrangementer og har inviteret flere musiker til deres aktiviteter og koncerter.
Brøndby Barok, Brøndby Strand Kirke
Brøndby Barok i Brøndby Strand Kirke er nomineret til Kulturprisen. Brøndby Barok så dagens lys i 2024 - en musikfestival over en weekend med barok som omdrejningspunkt. Der var koncerter, brunch, barokgudstjeneste og aktiviteter for børn. Duo1702 var initiativtagerne sammen med Brøndby Strand Kirke og Menighedsplejen i Brøndby Strands Sogn.
Melormene, Brøndbyvester Møllelaug
Melormene fra Brøndbyvester Møllelaug er nomineret til Kulturprisen for deres store arbejde omkring Brøndbyvester Mølle. Gruppen Melormene består af 8 frivillige 60+ medlemmer af Brøndbyvester Møllelaug, som hver mandag i ulige uge og i perioder hver mandag året rundt mødes om formiddagen for at vedligeholde vores gamle kulturvarv, Brøndbyvester Mølle fra 1888.
Inklusionsprisen 2024
Anette Kongslev, Glentemosen 1-5
Anette Kongslev er nomineret til Inklusionsprisen for at være en frivillig ildsjæl i ældre/handicapboligerne i Glentemosen 1-5. Hun samler beboerne til socialt samvær flere gange om ugen og hjælper også med praktiske ting.
Birger Juul og Malene Ziegler Andersen, Brøndbyernes IF
Birger Juul og Malene Ziegler Andersen fra Brøndbyernes IF er nomineret til Inklusionsprisen for deres trænergerning for holdet BMSK 3 (børn med særlige kompetencer). Med stor indlevelse og forståelse for børnenes behov formår de at skabe sammenhold og glæde i kammeratskabet og i fodbolden.
Kirkens Genbrug på Nygårds Plads, Brøndbyøster
Kirkens Genbrug på Nygårds Plads i Brøndbyøster er nomineret til Inklusionsprisen. Butikken drives af frivillige, og de frivillige etablerer løbende nye initiativer, så borgere - udover at kunne handle billigt i butikken - kan få gratis brød eller andre fornødenheder med hjem.
Frivilligprisen 2024
Gruppen af vågere, Ældrecentret Nygårds Plads
Gruppen af vågere tilknyttet Ældrecentret Nygårds Plads er nomineret til Frivilligprisen for deres frivillige indsats, hvor de står til rådighed for beboerne på alle tider af døgnet i deres sidste tid. Særlige situationer, hvor beboeren ikke har et netværk, eller i situationer hvor de pårørende har behov for en aflastning, kan der være behov for ekstra hjælp, og her står gruppen af vågere altid klar til at være sammen med den døende.
Karen og Kåre Jørgensen, BSG, BSI Bordtennis mm.
Karen og Kåre Jørgensen fra Brøndby Strands Gymnastikforening, BSI Bordtennis og Æblehavens plejehjem mm. er nomineret til Frivilligprisen for deres mangeårige frivillige engagement i Brøndbys foreningsliv, både som instruktør, bestyrelsesarbejde og som frivillig til arrangementer. Derudover ved at være frivillig i Æblehavens plejehjem.
Kirsten Tobiasen Hansen, Vandrehold for demensramte m.fl
Kirsten Tobiasen Hansen er nomineret til Frivilligprisen for igennem en længere årrække at have lagt et stort engagement som frivillig på flere indsatser under Pensionisthusene, til stor glæde og gavn for mange sårbare Brøndbyborgere. Blandt andet som frivillig i tiltaget Vandrehold for demensramte, hvor Kirsten bl.a. hjælper med at planlægge ruter og sørger for, at alle er en del af fællesskabet. I 2018 var Kirsten også med til at starte det første vandrehold for enker og enkemænd ved Brøndby Mølle.
Sidst opdateret den 15. januar 2025
Skrevet af Brøndby Kommune