Om Inklusionsprisen
Med Brøndby Kommunes priser ønsker Kommunen at hylde nogle af de talrige ildsjæle, der hvert år yder et frivilligt arbejde til gavn og glæde for Kommunens borgere.
Om Inklusionsprisen - "Plads til alle"
Formål
Brøndby Kommune ønsker, i samarbejde med kommunens Handicapråd, at påskønne den frivillige indsats, der har gjort en forskel for borgere, der befinder sig i en udsat position og/eller for borgere med et handicap. Det kan være personer, foreninger, indsatser/projekter eller organisationer, som for eksempel:
- bidrager til forøget livskvalitet og sundhed hos borgere med et handicap og/eller borgere i en udsat position igennem f.eks. oplevelser, nærvær og hjælp i hverdagen.
- har skabt aktiviteter, hold eller andre udfoldelsesmuligheder for borgere med særlige behov.
- har gjort en indsats for at fremme deltagelsesmuligheder i foreningslivet for borgere med et handicap og/eller som befinder sig i en udsat position.
- fremmer forståelsen for vilkårene for borgere med et handicap og/eller borgere, der befinder sig i en udsat position.
Modtagere
Inklusionsprisen – ”Plads til alle” kan tildeles privatpersoner, foreninger, indsatser/projekter, repræsentanter fra foreninger eller organisationer i Brøndby Kommune, der fortjener en særlig anerkendelse for den indsats, der har gjort en forskel for borgere, der befinder sig i en udsat position og/eller for borgere med et handicap.
Indstilling af kandidater til prisen
Handicaprådet samt enhver borger, forening, organisation og institution hjemmehørende i Brøndby Kommune kan indstille kandidater til Inklusionsprisen inden for tidsfristen.
Social- og Sundhedsudvalget kan tilsvarende indstille kandidater til Inklusionsprisen inden for tidsfristen.
Aktører kan ikke indstille sig selv til prisen.
Indstilling af kandidater sker via formular på Brøndby Kommunes hjemmeside med angivelse af, hvem der indstiller, navn på kandidat samt begrundelse.
Behandling af indstillinger
Social- og Sundhedsudvalget behandler de indkomne indstillinger til Inklusionsprisen og nominerer tre kandidater til prisen. Social- og Sundhedsudvalget udpeger endvidere vinderen af Inklusionsprisen blandt de nominerede. De indkomne indstillinger til Inklusionsprisen sendes i høring hos Handicaprådet. Kommunalbestyrelsen godkender på baggrund af indstilling fra Social- og Sundhedsudvalget de nominerede samt vinderen af Inklusionsprisen. Behandlingen af Inklusionsprisen foregår på en lukket dagsorden, og indstillinger offentliggøres ikke.
De indstillede kandidater og de tre nominerede til Inklusionsprisen får personligt besked. De tre nominerede offentliggøres på kommunens hjemmeside.