Frivillig og på offentlig ydelse
En rådgivningsguide om reglerne for frivilligt arbejde til dig, der modtager efterløn, dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, folkepension, fleksjobløn eller er i et ressourceforløb.
Denne guide indeholder en oversigt over de retningslinjer, du skal være opmærksom på, når du er frivillig og modtager offentlige ydelser. Der er nemlig regler for, hvilket frivilligt arbejde du må udføre og i hvilket omfang. Tjek guiden og kontakt evt. dit jobcentret.
Guiden er skrevet til dig, som modtager en af følgende ydelser:
Efterløn eller dagpenge
Kontanthjælp
Sygedagpenge
Førtidspension
Folkepension
Fleksjobløn
Eller er i et ressourceforløb.
Hvis du modtager dagpenge eller efterløn, gælder der helt særlige regler for, hvilket slags frivilligt arbejde du må udføre. Hvis ikke du følger reglerne, kan du risikere at få nedsat dine dagpenge eller din efterløn.
Det skyldes, at loven skelner præcist mellem, om du:
Udfører frivillige aktiviteter
Udfører frivilligt ulønnet arbejde
Udfører frivilligt arbejde, som medfører fradrag i din ydelse
Overholder antallet af timer, du må være frivillig
Det er vigtigt, at du afklarer med din A-kasse, hvordan de vil kategorisere din mulige frivillige indsats. Det er nemlig A-kassen, som fortolker loven i forhold til din mulige frivillige indsats som modtager af dagpenge eller efterløn.
Du har pligt til at orientere din A-kasse skriftligt om, at du ønsker at gøre en frivillig indsats. Det kan du fx gøre ved, at du sender en kort beskrivelse af, i hvilken sammenhæng du gerne vil være frivillig, hvad dine opgaver vil være, og hvor mange timer, du regner med at være frivillig om ugen. Husk at bede om at få en skriftlig kvittering på, at A-kassen har modtaget din beskrivelse.
Hvis ikke du sikrer dig, at din A-kasse er indforstået med dit frivillige arbejde, kan du risikere, at du ikke overholder reglerne, og at du får nedsat din ydelse. Derfor anbefaler vi altid, at du får et skriftligt bevis på, at din A-kasse er indforstået med din frivillige indsats.
Du skal også bruge den skriftlige afgørelse, hvis du ønsker at anke A-kassens afgørelse.
Læs mere i vores guide Regler for frivillige på dagpenge eller efterløn. (LINK)
Som kontanthjælpsmodtager eller modtager af uddannelseshjælp eller integrationsydelse er der som udgangspunkt ingen begrænsninger for, hvad du må udføre af frivilligt arbejde.
Din frivillige indsats må bare ikke påvirke din rådighedspligt. Derfor skal du være opmærksom på, at din rådighedspligt til enhver tid går forud for dit frivillige arbejde. Det betyder, at du ikke må være mere bundet af dit frivillige arbejde, end at du umiddelbart kan starte i et lønnet arbejde. Og at det frivillige arbejde heller ikke må forhindre dig i aktivt at forsøge at finde lønnet arbejde.
Vi anbefaler, at du altid taler med din sagsbehandler, inden du går i gang med frivilligt arbejde eller frivillige aktiviteter.
Vi anbefaler også, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din indsats. Både så du er sikker på, at du ikke bryder nogle regler, men også for, at I taler om de erfaringer og kompetencer, du får.
Når du får sygedagpenge, er der som udgangspunkt ingen begrænsninger for, hvad du må udføre af frivilligt arbejde. Men du skal være opmærksom på, at dit frivillige arbejde ikke forsinker din helbredelse eller står i vejen for dit samarbejde med kommunen.
Du skal være opmærksom på, at kommunen kan stoppe udbetalingen af dine sygedagpenge, hvis kommunen mener, at dit frivillige arbejde betyder, at du forsinker din helbredelse. Eller hvis de vurderer, at du ikke medvirker aktivt i kommunens opfølgning,
Vi anbefaler derfor, at du altid taler med din sagsbehandler, inden du går i gang med frivilligt arbejde.
Vi anbefaler også, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din frivillige indsats. Så du er helt sikker på, at du ikke bryder nogle regler, og så du får anledning til at tale om de erfaringer og kompetencer, du får, med din sagsbehandler.
Hvis du får førtidspension, er der som udgangspunkt ingen begrænsninger i, hvad du må udføre af frivillig indsats. Du skal være opmærksom på, at din frivillige indsats i et vist omfang kan indgå i kommunens løbende vurdering af, om du har forbedret din erhvervsevne.
Hovedprincippet er, at frivilligt socialt arbejde ikke har betydning for hverken tilkendelse eller frakendelse af førtidspension. Vejledningen om førtidspension fastslår, at førtidspensionister godt må varetage et ulønnet frivilligt socialt arbejde efter tilkendelsen af førtidspensionen.
Hvis du får førtidspension, er der som udgangspunkt ingen begrænsninger i, hvad du må udføre af frivillig indsats. Du skal være opmærksom på, at din frivillige indsats i et vist omfang kan indgå i kommunens løbende vurdering af, om du har forbedret din erhvervsevne.
Hovedprincippet er, at frivilligt socialt arbejde ikke har betydning for hverken tilkendelse eller frakendelse af førtidspension. Vejledningen om førtidspension fastslår, at førtidspensionister godt må varetage et ulønnet frivilligt socialt arbejde efter tilkendelsen af førtidspensionen.
Hvis du får folkepension, er der ingen begrænsninger for, hvilken form for frivilligt arbejde du må udføre og i hvilket omfang
Hvis du er ansat i et fleksjob og dermed får fleksjobløn, anbefaler vi, at du altid kontakter din sagsbehandler, før du begynder at arbejde frivilligt.
Selv om du er i fleksjob, er fleksjoblønnen en offentlig støtte. Det betyder, at du sagtens kan arbejde frivilligt, men at kommunen skal være indforstået med din frivillige indsats.
Derfor anbefaler vi, at du altid får et skriftligt tilsagn fra din sagsbehandler, før du begynder at arbejde frivilligt.
Vi anbefaler også, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din indsats. Både så du er sikker på, at du ikke bryder nogle regler, men også for at I taler om de erfaringer og kompetencer, du får.
Der er i udgangspunktet ingen begrænsninger for, hvad du må udføre af frivilligt arbejde, hvis du er under 40 år og deltager i et individuelt ressourceforløb.
Du skal være opmærksom på, at når kommunen udarbejder dit ressourceforløb, kan dit frivillige arbejde indgå som en faktor fx i vurderingen af din erhvervsevne.
Du skal også være opmærksom på, at din frivillige indsats i et vist omfang kan indgå i den løbende vurdering af, om du har forbedret af din erhvervsevne under ressourceforløbet.
Vi anbefaler derfor, at du altid taler med din sagsbehandler, inden du går i gang med frivilligt arbejde.
Vi anbefaler, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din indsats, så du er helt sikker på, at du ikke bryder nogle regler. Dermed får I også anledning til at tale om de erfaringer og kompetencer, du får i dit frivillige arbejde.
NB! Det er ikke længere muligt at få tilkendt førtidspension, hvis du er under 40 år. I stedet skal en individuel og helhedsorienteret indsats (et såkaldt ressourceforløb) udvikle din arbejdsevne og hjælpe dig videre i livet.
Som modtager af SU er der ingen begrænsninger for, hvor meget du må arbejde frivilligt.
Kontakt
Frivillighedskonsulenter
Camilla Westerback
Tlf. 23 10 58 80
Kristina Dyrlund
Tlf. 21 67 48 38
Anita Jacobsen Strøbæk
Tlf. 51 48 05 11
Frivillighedskonsulenter
Rie Hjørland
Tlf. 43 28 25 06
Rikke Stougaard Olesen
Tlf. 43 28 25 36
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00