Brøndby kommer til at få et moderne og energieffektivt plejehjem i Brøndbyvester. Plejehjemmet har længe været et stort ønske for kommunalbestyrelsen for fortsat at sikre tidssvarende og gode rammer for de ældste borgere.
Louisehjemmet Vesterled vandt udbuddet
PensionDanmark har med skitseprojektet ’Louisehjemmet Vesterled’ vundet Brøndby Kommunes udbud ifm. salget af Fagervangen 2.
Det nye friplejehjem vil blive opført med en certificering på minimum DGNB Guld, som har været et af kriterierne i udbudsbetingelserne. Det betyder, at byggeriet skal leve op til høje krav om klima- og miljøpåvirkning, sundhed, samspil med lokalområdet og en række sociale faktorer.
Brøndby Kommune har ligeledes stillet krav om, at friplejehjemmet opføres i naturlig sammenhæng med villakvarteret og at de grønne arealer og byrummet omkring plejehjemmet er åbne, så der er adgang for alle. Der bliver desuden fokus på biodiversitet, der skal fungere som ledetråd i udformningen af de grønne arealer.
"Vi er stolte af at blive valgt til at opføre Louisehjemmet Vesterled til Brøndbys ældre. Det bliver et moderne byggeri, der understøtter fællesskab, natur, sammenhæng og naboskab, og vi glæder os til et nyskabende samarbejde med kommunen og Diakonissestiftelsen, som forener de bedste rammer om en god seniortilværelse med et godt afkast til vores medlemmers pensionsopsparinger,” siger Marius Møller, direktør for PensionDanmark Ejendomme.
Louisehjemmet Vesterled bliver det første friplejehjem, der opføres efter den partnerskabsmodel, som PensionDanmark og Diakonissestiftelsen er gået sammen om.
”Jeg er glad for, at Diakonissestiftelsen snart skal være en del af ældreplejen i Brøndby. Omsorg, faglighed og medmenneskelighed er nøgleværdier for os, og sammen med PensionDanmark og Brøndby Kommune vil vi sikre kvalitet og tryghed for alle vores kommende beboere,” siger Diakonissestiftelsens adm. direktør, Anette Christoffersen.
Tæt samarbejde og borgerdialog
Louisehjemmet Vesterled, der bliver tegnet af ERIK arkitekter, vil få 104 boliger med tilhørende fælles- og servicearealer. PensionDanmarks skitseprojekt lægger op til, at der blandt andet arbejdes med træ som byggemateriale i flere afskygninger, der skal give en god sanseoplevelse og et lavt klimaaftryk.
Friplejehjemmet vil blive opført i tæt samarbejde med Brøndby Kommune og PensionDanmark vil arbejde aktivt med kommunikation og åbenhed gennem hele fasen. Der planlægges med både møder og løbende orientering til naboer samt borgermøde, ligesom de også planlægger at invitere til byggepladsbesøg.
Louisehjemmet Vesterled skal efter planen stå klar til de første beboere ultimo 2027.