Status den 10. oktober 2024
Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal findes en permanent løsning for Langbjergs brugere. Det vurderes nemlig, at det er for dyrt at renovere Langbjerg.
Undersøgelser gennemført af Teknologisk Institut har konstateret en for høj koncentration af skimmel udvalgte steder i langbjergbygningen, Ungehuset og i Langbjerg Hallen. På denne side kan du følge med i, hvordan Brøndby Kommune håndterer situationen.
Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal findes en permanent løsning for Langbjergs brugere. Det vurderes nemlig, at det er for dyrt at renovere Langbjerg.
Håndteringen af skimmel på Langbjerg er fortsat godt i gang, og der foretages løbende målinger og sanering ved behov. Målingerne viser, at der fortsat er lave skimmelniveauer, og der har derfor ikke været behov for sanering gennem en længere periode.
Desuden er der fundet løsninger vedrørende luftskifte og træk, som vi har beskrevet for Arbejdstilsynet. Vi afventer Arbejdstilsynets svar.
Sideløbende gennemføres der nødvendige renoveringer af bygningen for at sikre, at der de førstkommende år er et sundt og sikkert arbejds- og opholdsmiljø i bygningerne.
Det er nu tid til at finde permanente løsninger
For at finde permanente løsninger for alle brugerne af Langbjerg nedsætter vi nu en projektorganisation med arbejdsgrupper, der skal belyse forskellige løsninger for JAC Vestegnen, Jobcentret, Nattergalen, Ungehuset og fritidsbrugerne. Styregruppen for projektet er direktionen.
Projektet skydes i gang i oktober.
Brøndby Kommune har sendt et svar på Arbejdstilsynets påbud 10928 vedr. luftskifte og træk i kontorlokalerne på Jobcenter Brøndby, Tybjergparken 2, 2.
Nattergalen blev behandlet for skimmel første gang den 4.-9. april af CPH Clean Air. Som aftalt, er der efter 4 uger, den 7. maj, taget nye målinger af skimmelsporer i institutionen.
To af de fire målinger har vist en middel intensitet af skimmelsporer og Brøndby Kommune har derfor ud fra et forsigtighedsprincip bedt CPH Clean Air om at behandle institutionen for anden gang. Det sker nu den 2. juni.
Der er opstået usikkerhed blandt medarbejderne i Langbjergbygningen om, hvorvidt det er godt nok ”bare” at lufte ud efter en skimmelsanering. Det korte svar er: Ja, det er fuld forsvarligt ”bare” at lufte ud.
Det lidt længere svar er, at den metode CPH Clean Air anvender er ny. Den mere ”gammeldags” måde at skimmelsanere på, er en mekanisk nedvaskning. Her er rengøring både før og efter essentiel og en del af behandlingen, da våde skimmelsporer spredes mekanisk i hele lokalet.
Men den metode CPH Clean Air anvender desinficerer effektivt lokalerne med brintoverilte tilsat en lille smule pereddikesyre og denne behandling kræver ”bare” en grundig udluftning efterfølgende.
Den 23. maj var der personalemøde i Jobcentret med teknisk direktør Casper Toftholm og ejendomschef Henrik Grønlund fra Brøndby Kommune.
Efter et kort oplæg om den aktuelle situation med skimmel i Langbjerg Bygningen svarede Casper og Henrik på spørgsmål fra medarbejderne.
Brøndby Kommune bad for ca. 3 måneder siden Holmsgaard Rådgivende Ingeniører om en gennemgang af hele Langbjerg komplekset inklusive Ungehuset. Holmsgaard skulle vurdere, hvad det ville kræve at renovere bygningerne til en acceptable standard og samtidig give et overslag på, hvad det ville koste at gennemføre.
Kommunen har nu modtaget Holmsgaards vurdering og kan konstatere, at der er tale om et omfattende arbejde til en pris, der løber op i omegnen af en halv milliard kroner.
Det er selvsagt et meget stort beløb og understreger, hvor vigtigt det er, at Brøndby Kommune giver tid og plads til grundige overvejelser.
Derfor arbejdes der nu på tre scenarier for det videre arbejde:
Det er vigtigt at understrege, at den løbende behandling mod skimmel fortsætter mens dette arbejde foregår, og at der er igangsat et kortsigtet renoveringsarbejde til at bekæmpe gener fra kulde og træk.
I en mail af 14. maj 2024 oplyser Arbejdstilsynet overfor Brøndby Kommune, at sagen om skimmel på Jobcentret i Langbjergbygningen anses for afsluttet i deres system.
Det skriver tilsynet, fordi de er tilfredse med den midlertidige håndtering af skimmel, som kommunen har sat i gang i samarbejde med CPH Clean Air, samt de øvrige planer på kort og mellemlang sigt som kommunen har redegjort for overfor tilsynet.
Læs mere om planerne på både kort og mellemlangt sigt længere nede på denne side.
Onsdag den 15. maj 2024 holdt overlæge Harald Meyer fra Arbejdsmedicinsk Klinik oplæg for medarbejderne på Langbjerg. Oplægget handlede om sundhedsrisici forbundet med at arbejde og opholde sig i bygninger med skimmel.
Alle lokaler i Langbjergbygningen samt Ungehuset, er nu blevet saneret mod skimmel af CPH Clean Air. Langbjerghallen bliver behandlet den 25.-26. maj. Målingerne viser, at behandlingen virker efter hensigt og fjerner skimmelvæksten.
Men, det er kun en midlertidig løsning, da årsagen til skimmelvæksten endnu ikke er fjernet. Derfor bliver der fremadrettet foretaget nye målingerne for skimmel foreløbigt hver 4. uge i alle bygninger. Og lige så snart der bliver konstateret et for højt indhold af skimmel vil CPH Clean Air sanere igen.
Denne procedure vil fortsætte indtil Brøndby Kommune er klar med en mere langsigtet plan for hvad der skal ske med bygningerne. Tidsplanen for dette kendes endnu ikke.
Arbejdstilsynet havde givet Brøndby Kommune et påbud om at undersøge Jobcentret. Men da de første målinger i Jobcentret viste skimmelvækst, valgte kommunen at undersøge hele bygningen inklusiv Ungehuset og Langbjerghallen. Samtidig blev der sat en forebyggende sanering i gang af alle lokaler inden resultaterne af målingerne var kendte.
Det var en rigtig beslutning. Nye rapporter fra Teknologisk Institut (TI), som kommunen modtog fredag den 3. maj, viser, at der var skimmelforekomst i varierende grad i alle bygninger. Skimmel som nu er midlertidig bekæmpet alle steder af CPH Clean Air.
Den 15. maj kommer overlæge Harald Meyer fra Arbejdsmedicinsk Klinik ud til Langbjerg og afholder to informationsmøder for medarbejderne. Harald Meyer vil holde oplæg om sundhedsrisici forbundet med at arbejde og opholde sig i bygninger med skimmel. Han vil blandt andet komme ind på, hvordan skimmel dannes, og hvilke symptomer der kan opstå. Der bliver også tid til spørgsmål.
Mødet bliver optaget, og kan efterfølgende ses her på hjemmesiden.
Rapporterne fra TI bliver lagt op på hjemmesiden, efterhånden som Brøndby Kommune modtager dem. Rapporterne vedr. Ungehuset kommer i uge 19.
Her er tidsplanen for, hvornår de næste prøver bliver taget (der går en uge fra prøven er taget til vi kender resultaterne.):
CPH Clean Air anbefaler nye prøvetagninger hver 8. uge. Men, for at være på den sikre side har Brøndby Kommune valgt at tage prøver hver 4. uge indtil der er belæg for andet.
De første resultater fra Jobcentret (efter skimmelsaneringen) viser kimtal i lokalerne der varierer fra 13-64 (CFU/m3).
Brøndby Kommune arbejder med et forsigtighedsprincip og gentager skimmelsaneringen, når nye målinger viser 200-230 CFU/m3. Det skyldes, at skimmeleksperter vurderer, at værdier herunder svarer til en svag risiko for sundhedsmæssig effekt.
Det er vigtigt at understrege, at skimmelvækst findes alle steder i naturen og at kimtallet varierer efter årstiden. Derfor vil der også løbende blive taget udendørsprøver ved Langbjerg, som de indendørsmålinger kan holdes op imod.
I fremtiden vil genbehandlingen mod skimmel kun blive foretaget i udvalgte weekender og ikke i løbet af ugen. Derfor vil det fra og med den 6. maj igen være muligt at bruge alle bygninger både weekend og aften når der ikke saneres.
De weekender, hvor der finder sanering sted, vil de berørte bygninger være lukket for adgang fra lørdag morgen kl. 05.00 til mandag morgen kl. 05.00
Der vil blive givet besked 14 dage før en weekendlukning. Hvis nye målinger af skimmel viser et behov for at handle endnu hurtigere, kan der opstå situationer, hvor denne frist bliver kortere.
I dokumenterne fra Arbejdstilsynet kan man læse, at Brøndby Kommune har søgt 3 års dispensation for det påbud, der handler om at fjerne skimmelvæksten helt. Argumentationen fra kommunens side er, at skimmelvæksten bliver holdt fuldstændig nede af den behandling CPH Clean Air leverer og at kommunen derfor helt forsvarligt kan bruge den nødvendige tid på at finde en god måde at skabe en varig løsning fremfor at kaste sig ud i forhastede løsninger til gene for borgerne.
Brøndby Kommune afventer svar fra Arbejdstilsynet på dispensationsansøgningen.
Der arbejdes både på en kortsigtet og en langsigtet løsning for Langbjerg. Den kortsigtede løsning går på at afhjælpe årsagerne til det nuværende indeklima på den korte bane. Det sker som sagt, dels ved at fortsætte med saneringerne med CPH Clean Air så længe det er nødvendigt og dels ved at gennemføre mindre reparationer af bygningen, der kan løse eller forbedre indeklimaet midlertidigt.
Der arbejdes sideløbende med at finde en mere langsigtet plan for Langbjergbygningen. Sammen med rådgivende ingeniører Holmsgaard og bygherrerådgiverne Kuben Management arbejder Brøndby Kommune på forskellige modeller til at skabe en varig løsning for alle de fantastiske aktiviteter der i dag finder sted på Langbjerg.
De første fysiske undersøgelser af bygningskomplekset har afdækket en bygning, som er meget slidt og træt af dage og bygget på et tidspunkt, hvor de byggetekniske krav var helt anderledes end de er i dag. Det betyder, at det er kompliceret og meget dyrt at sikre en god og sund bygning.
Brøndby Kommune arbejder lige nu med en 10 til 20-årige plan for bygningen og vil løbende orientere om planerne.
Dermed er alle lokaler i det store bygningskompleks blevet behandlet første gang, og skimmelvæksten er midlertidig bekæmpet.
CPH Clean Air tager løbende nye målinger, og lige så snart der bliver konstateret nye forekomster af skimmel, vil behandlingen blive gentaget. På nuværende tidspunkt ved vi ikke præcist, hvornår dette bliver, da det afhænger af resultaterne af målingerne.
Ungehuset, som ligger ved siden af Langbjergbygningen, vil blive behandlet for skimmel lørdag den 4. maj.
Der er nu lagt en endelig køreplan for behandling af skimmelsvamp i den del af Langbjergbygningen, som huser Job & Aktivitetscenter Vestegnen (JAC).
Der er nu lagt en køreplan for behandling af skimmelsvamp i resten af Langbjergbygningen. Børnehuset Nattergalen er det næste område, der bliver behandlet. Se linket nedenfor.
Behandlingen foregår de efterfølgende 2 weekender. Behandling af Hallen og Ungehuset afventer. Nærmere tidsplan for JAC følger snarest.
I weekenden den 23. og 24. marts behandlede CPH Clean Air Jobcenter afd. Langbjerg for skimmelsvamp. Alt forløb planmæssigt og lokalerne stod klar da medarbejderne mødte op på arbejde mandag morgen.
Alle medarbejdere havde gjort en stor indsats for at gøre lokalerne klar, så arbejdet var så let som muligt for CPH Clean Air.
Der lugtede svagt af eddike – som når man afkalker en kaffemaskine – da medarbejderne vendte tilbage. Men det var ikke generende og det er helt ufarligt. Alle medarbejdere har fået besked på at lufte ekstra godt, så den sidste fugt fra behandlingen forsvinder.
Der er ved at blive planlagt informationsmøder for medarbejderne i Langbjergbygningen. Her vil en sundhedsfaglig person fortælle om de sundhedsmæssige risici der kan være ved at arbejde i bygninger med skimmelvækst og hvilke forholdsregler man som medarbejder kan tage.
Resten af Langbjergbygningen skal også behandles for skimmelsvamp lige så snart Teknologisk Institut har gennemført de sidste målinger. Vi afventer den endelige tidsplan.
Undersøgelser gennemført af Teknologisk Institut har konstateret en for høj koncentration af skimmelsvamp udvalgte steder på Jobcenter Brøndby afd. Langbjerg. Målingerne er blevet foretaget i løbet af januar 2024 og Brøndby Kommune går nu i gang med at bekæmpe skimmelsvampen med hjælp fra firmaet CPH Clean Air.
Brøndby Kommunen satte undersøgelsen af jobcentret i gang efter et rutinebesøg fra Arbejdstilsynet i oktober sidste år. Besøget udløste et påbud om at undersøge lokalerne for blandt andet skimmelsvamp og gener fra træk og kulde i jobcentret. Brøndby Kommune kontaktede umiddelbart derefter Teknologisk Institut, der har gennemført undersøgelserne.
Brøndby Kommune har, efter at der er blevet konstateret skimmelsvamp i jobcenteret, også bedt Teknologisk Institut om at undersøge resten af bygningen ved Langbjerg inklusiv Langbjerghallen, som udover Jobcenter Brøndby også rummer JAC Vestegnen, Børnehuset Nattergalen og en lang række foreninger og sportsklubber. Resultatet af disse undersøgelser forventes i april/maj 2024.
Påbuddet fra Arbejdstilsynet betyder, at skimmelsvampen i jobcentret skal være bekæmpet senest i sidste halvdel af maj måned og at de oplevede gener fra træk og kulde skal være løst senest i sidste halvdel af september måned.
Langbjergbygningen er stor og kompleks og Brøndby Kommune må gribe opgaven an i flere faser for både at løse det akutte problem med skimmelsvampen og så sigt skabe en varig løsning.
Den første fase er en midlertidig fase, hvor firmaet CPH Clean Air effektivt desinficerer hele bygningen med brintoverilte tilsat en lille smule pereddikesyre. Arbejdet vil finde sted i weekenden og om aftenen/natten, hvor brugerne ikke vil have mulighed for at bruge bygningerne. Efter en grundig udluftning vil rummene ikke længere have et problem med skimmelsvamp og kan trygt bruges af medarbejdere, borgere og foreninger. Behandlingen holder i ca. 5 uger, hvorefter den gentages indtil der er fundet en varig løsning.
Brøndby Kommune har besluttet at desinficere hele bygningen og Langbjerghallen, også selvom resultaterne af de supplerende undersøgelser fra Teknologisk Instituttet endnu ikke forligger og vi derfor ikke ved om andre dele af Langbjerg er ramt af skimmelsvamp, som det er tilfælde i Jobcentret. Selve behandlingen af de resterende bygninger kan dog først gå i gang når prøverne er gennemført, da disse ellers ikke vil være retvisende.
Alle medarbejdere og borgere kan fortsat bruge deres kontorer og lokaler, mens skimmelbekæmpelsen finder sted og alt IT-udstyr, møbler, bøger, dokumenter, køkkengrej, lejetøj m.m. kan blive stående. Den metode, som CPH Clean Air bruger, kræver, at de rum der bliver behandlet, er tømt for mennesker, men ikke materiel. Det er en anerkendt og velafprøvet metode som også bliver brugt på hospitaler, laboratorier og plejehjem uden at beboere eller patienter bliver flyttet langt væk.
Det vigtigste i processen er, at alle medarbejdere og borgere er orienteret om, hvornår behandlingen af deres lokaler finder sted. Og da dette vil ske i weekender og nætter hen over flere uger kræver det en nøje koordination, så alle er informeret på de rette tidspunkter.
Alle foreninger som holder til i Langbjergbygningen må desværre midlertidig flytte til andre lokaler. Det sker fordi mange af disse organisationer mødes om aftenen, hvor bygningen skal stå helt tom så CPH Clean Air har mulighed for at arbejde. Brugerne af Langbjerghallen bliver ikke flyttet.
Den anden fase er allerede i gang. Den består af en række ekstra undersøgelser. Dels en undersøgelse af indeklimaet i hele den øvrige del af Langbjerg bygningen inklusive Langbjerghallen. Og dels en undersøgelse af, hvordan bygningerne kan renoveres, så det er muligt at skabe en varig løsning for et sundt indeklima.
Resultatet af de supplerende skimmelsvampsmålinger kommer i løbet af april og den endelige rapport vedr. renoveringerne fra Teknologisk Institut og Holmgaard Ingeniører vil være færdig til maj.
Fase 3 afhænger af, hvad vi finder ud af i løbet af fase 2. Men det ligger fast, at der skal findes en varig løsning på at skabe et sundt indeklima for alle de medarbejdere, der har deres daglige gang på Langbjerg og for alle de borgere, der bruger lokalerne og nyder godt af medarbejdernes fantastiske arbejde hver dag.
Kommunen gennemgår desuden alle øvrige kommunale ejendomme i løbet af 2024 og starten af 2025 for at vurdere vedligeholdelsesstanden for bygningerne.
Brøndby Kommune vil kommunikere løbende om processen. Det vil blandt andet ske med direkte kommunikation til de berørte medarbejdere, borgere, pårørende og foreninger og via kommunens hjemmeside.
Skimmelsvampe forekommer overalt i naturen. Luften indeholder derfor altid skimmelsporer, og alle individer kommer derfor i kontakt med skimmelsvamp. En forudsætning for udvikling af skimmelsvampe indendørs er fugt. Vedvarende fugt og skimmelsvampevækst i bygningskonstruktioner kan give anledning til helbredsproblemer og bør derfor undgås eller minimeres.
Fugt og skimmelsvamp er blot nogle af mange faktorer der kan påvirke indeklimaet i bygninger og fremkalde indeklimasymptomer. Af andre faktorer kan nævnes støv/manglende rengøring, afdampning fra byggematerialer, varme, træk, dårlig ventilation, støj og lysforhold.
Indeklimasymptomer omfatter tør hud, træthed, koncentrationsbesvær, øjenirritation og øjentørhed, næseirritation og hovedpine. Indeklimasymptomer er uspecifikke, hvilket betyder at de nævnte symptomer kan forårsages af en række andre tilstande. Kendetegn for indeklimasymptomer er, at disse ophører når eksponeringen ophører, det vil sige når man kommer væk fra lokaler med dårligt indeklima.
Udover indeklimasymptomer kan ophold i lokaler med fugt og skimmelsvampe medføre flere luftvejsinfektioner i eksponeringsperioden, samt mere alvorlige og vedvarende symptomer, såsom udvikling og forværring i astma og høfeber. Risikoen for udvikling af mere vedvarende sygdom (som for eksempel astma) gør, at eksponering for fugt og skimmelsvampe i bygningskonstruktioner bør minimeres. Allergi for udendørs skimmelsvampe er forholdsvis almindelig, men allergi for skimmelsvampe, der forekommer indendørs, påvises sjældent.
Symptomer relateret til denne samme eksponering varierer: mange af de eksponerede individer vil ikke opleve symptomer. Nogle vil opleve indeklimasymptomer. De færreste vil udvikle sygdom, som for eksempel astma.
Her finder du påbuddet fra Arbejdstilsynet og undersøgelser foretaget af Teknologisk Institut.
Der kan forekomme problemer med webtilgængeligheden af indholdet på denne side eller tilknyttede dokumenter på grund af indholdets kompleksitet.
Skriv til webmaster@brondby.dk hvis der er indhold, du ikke kan tilgå.
Angiv hvilken side og hvad på siden, der giver problemer, så sørger vi for en løsning.
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 24 10
Line Rønø Baun
Teamleder for Kommunikation
Tlf. 43 28 22 34 / 60 22 79 44
ligub@brondby.dk
Anni Hornbak Sperling
Kommunikationskonsulent
Tlf. 43 28 21 33
kommunikation@brondby.dk