Repatriering
Repatrieringsindsatsen skal sikre, at flygtninge og indvandrere, der ønsker eller overvejer at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, får den bedst mulige rådgivning til at kunne træffe en beslutning om at vende hjem.
Målgruppen for repatriering er flygtninge og familiesammenførte til flygtninge samt indvandrere fra lande, der ikke er medlem af EU eller EØS-samarbejdet. Tilskud fra repatrieringsordningen omfatter et engangsbeløb til etablering i hjemlandet samt dækning af rejseudgifter og udgifter til sygeforsikring i den første tid i hjemlandet.
Kommunerne er forpligtet til at orientere om, at mulighederne om repatriering eksisterer, mens ansvaret for orienteringen om de konkrete ordninger og regler ligger hos Dansk Flygtningehjælp. Kommunen informerer om ordningen via kommunes hjemmeside: https://www.brondby.dk/borger/job-ledighed-og-uddannelse/repatriering/.
Dansk Flygtningehjælps informationsmaterialer er desuden tilgængelige på kommunes matrikler og hos andre relevante institutioner. De relevante kommunale medarbejdere i Jobcentret, Borgerservice m.fl. er informeret om ordningen og vejleder borgere i målgruppen for repatriering, når det vurderes at være relevant i forhold til en varig tilbagevenden til hjemlandet.