Brøndbys historie
Der har boet mennesker i Brøndby siden stenalderen. I middelalderen var de to landsbyer Brøndbyøster og Brøndbyvester blandt de største på Sjælland. I dag er Brøndby en moderne forstad med en puls præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur.
Tidligt på landkortet
Der har boet mennesker i Brøndby siden stenalderen. Navnet Brøndby blev første gang brugt i dokumenter omkring år 1085, og i middelalderen var Brøndbyøster og Brøndbyvester blandt de største landsbyer på Sjælland. Her står stadigvæk århundreder gamle middelalderkirker og ældre huse som eksempler på, hvordan noget af byen så ud før i tiden. Og midt i Brøndby ligger Brøndbyvester Mølle som et flashback til tidligere tiders landbrugssamfund.
Befolkningstilvækst i 1950’erne
I 1950’erne voksede antallet af arbejdspladser – og dermed også befolkningen – markant, da en bred vifte af klassiske produktionsvirksomheder slog sig ned i Brøndby. Samtidig blev der opført en række store boligbyggerier, der som noget nyt gjorde det muligt for den almindelige ufaglærte arbejder at etablere sig i moderne lejligheder og bo godt til en husleje, der var til at betale. Dette tiltrak mange nye beboere fra bl.a. Københavns små og mørke lejligheder.
Befolkningstilvæksten har også været præget af, at Brøndby igennem de sidste 30-40 år har været blandt de forstæder, der har haft stor tilflytning af udlændinge. I dag er der borgere i kommunen med rødder fra mere end 100 forskellige lande.
Idrætskommune
Siden 1970’erne har der i Brøndby været et stærkt miljø for idrætsaktiviteter, der udvikledes midt i kommunen omkring Brøndby Stadion og Brøndby Hallen, hvor også en lang række af idrættens landsorganisationer opførte Idrættens Hus. Også fodboldklubben Brøndby IF har været med til at sætte Brøndby på landkortet og præge byens identitet. Fokus på idrætsaktiviteter og bevægelse går i dag som en rød tråd gennem kommunens fokusområder i form af fx idrætsinstitutioner, idrætsklasser, idrætsgymnasium, etableringen af Sportsbyen, ligesom de gennemsyrer indretningen af byrummet.
Du kan læse mere om Brøndbys historie på Forstadsmuseets hjemmeside
Fortællinger fra Brøndby
Kontakt
Staben for Politik og Organisation
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28