Sundhedspolitik i Brøndby

Det er vores hensigt, at det skal være let at leve et sundt liv i Brøndby Kommune, hvor alle borgere har mulighed for at være aktive og deltage i fællesskaber, som styrker trivslen.

Denne sundhedspolitik sætter rammerne for prioritering af det videre arbejde med sundhed og forebyggelse fra 2024 til 2029. Kommunalbestyrelsen har aktivt været inddraget i udarbejdelse af politikken sammen med repræsentanter fra fagområderne. 

Sundhedspolitikken står ikke alene og skal ses i sammenhæng med Strategi Brøndby 2030 og politikker og planer på flere andre områder.

De tre fokusområder

1. Det skal gøres let at være sund i Brøndby

Det skal være let at gøre en indsats for at bevare det gode helbred. Det er ikke alle, der er udfordret på sundheden, men for alle borgere skal der være muligheder tæt på, som kan motivere til at lægge fundamentet til et godt helbred.

2. Forebyggelse og tidlig indsats

Forebyggelse tidligt i livet og tidlig indsats i et begyndende sygdomsforløb bidrager til bedre trivsel og kan forhindre, at sygdomme udvikler sig.

3. Fokus på de største udfordringer

De fleste klarer sig godt, har høj livskvalitet og et godt fysisk helbred. Det gælder i Danmark og også i Brøndby Kommune. Nogle kan dog være særligt udfordret, og det er vigtigt, at der er gode tilbud til dem, så uligheden i sundhed ikke bliver for stor.

Personerne på billederne er lokale brøndbyborgere og alle billeder er taget i Brøndby Kommune.

Sundhedspolitik

Forord

Et godt helbred er en forudsætning for at kunne leve et frit liv med mulighed for at følge sit hjertes drømme. Derfor er sundhedspolitikken en hjørnesten i Brøndby Kommunes indsatser. I Brøndby Kommune har vi en bred forståelse af sundhed - det drejer sig ikke bare om at undgå sygdom. Det handler også om at føle sig godt tilpas i krop og sind og at være i stand til at leve det liv, man ønsker.

Det er vores hensigt, at det skal være let at leve et sundt liv i Brøndby Kommune, hvor alle borgere har mulighed for at være aktive og deltage i fællesskaber, som styrker trivslen.

Vores arbejde med forebyggelse handler om, så vidt det er muligt, at undgå sygdom eller at undgå at sygdom bliver værre. Det handler altså både om at bevare det sunde liv for de af os, der er raske og om en tidlig indsats og støtte til de af os, som har sygdomme eller slås med mistrivsel. Nogle Brøndbyborgere er mere sårbare og har brug for ekstra støtte til at leve et liv i trivsel. Her har vi brug for målrettede indsatser, hvor behovet er størst, så vi kan mindske den sociale ulighed i sundhed.

Denne sundhedspolitik sætter rammerne for prioritering af det videre arbejde med sundhed og forebyggelse fra 2024 til 2029. Kommunalbestyrelsen har aktivt været inddraget i udarbejdelse af politikken sammen med repræsentanter fra fagområderne. Vi baserer os på erfaringerne med de mange eksisterende sundhedstilbud, data om udfordringerne på sundhedsområdet i Brøndby og input fra et bredt udsnit af medarbejdere. Der skal lyde en stor tak til alle, der har bidraget til udviklingen af vores sundhedspolitik.

Sundhedspolitikken står ikke alene og skal ses i sammenhæng med Strategi Brøndby 2030 og politikker og planer på flere andre områder.

Om sundhedspolitikken

Kommunalbestyrelsens vision i den samlede strategi for Brøndby Kommune, Brøndby 2030, er:

Et stærkere, sundere og mere bæredygtigt fællesskab, som borgerne er stolte af og aktive i.

I sundhedspolitikken for 2024–2029 vil vi understøtte denne vision.

Det vil vi gøre ved at støtte borgerne i at være en del af fællesskaber og have et aktivt liv med naturoplevelser, idræt, kultur, politik og/eller socialt samvær. At være i fællesskaber og lave noget meningsfuldt sammen med andre mennesker kan være et mål i sig selv. Det kan dog samtidigt være med til at fremme fysisk og psykisk trivsel og mindske ensomhed.

Sundhedspolitikken er opdelt i tre overordnede fokusområder. Et fokus på alle borgeres sundhed, et fokus på forebyggelse og tidlig indsats og et fokus på de borgere med mest behov for hjælp.

Første fokus: Det skal gøres let at være sund i Brøndby - De sunde valg skal være lette og tilgængelige for mange mennesker, hvad enten det er i et fælleskab i en motionsklub eller en madklub, eller det er alene i brugen af redskaber på motionspladsen i skoven.

Andet fokus: Forebyggelse og tidlig indsats - Livsstil og vaner sætter sig tydelige spor og har betydning for vores valg på sundhedsområdet, så der skal være indsatser tidligt i livet eller tidligt i et sygdomsforløb for at forebygge sygdom og give bedre trivsel.

Tredje fokus: Fokus på de største udfordringer - Der skal være fokus på de, der er af forskellige grunde er udfordret på deres helbred og i særlig grad har brug for aktiviteter, tilbud og rådgivning.

Sundhedsfremme kan inkludere alle aldre og vedrøre både fysisk og psykisk sygdom. I arbejdet med sundhedsfremme er det vigtigt at have et fokus på de faser i livet, hvor vi kan være særligt udfordrede, og hvor der kan opstå sårbare overgange. Det gælder særligt for børn, for unge i teenageårene, i overgangene fra skole til uddannelse, fra arbejdsliv til pensionistliv eller ved begivenheder som dødsfald, alvorlig sygdom blandt nærtstående, skilsmisse eller lignende.

Forebyggelse og sundhedsfremme er ikke noget, der kun er placeret hos sundhedspersonale, men alle faggrupper skal være med til at sikre gode rammer for kommunens borgere. På en lang række områder arbejder kommunen direkte eller indirekte med sundhedsfremme og forebyggelse, som f.eks. i sundhedsplejen, i tandplejen, på kommunens træningscenter, i institutioner og i samarbejde med boligorganisationer og foreninger.

Fokusområder

1 - Det skal gøres let at være sund i Brøndby

Det skal være let at gøre en indsats for at bevare det gode helbred. Det er ikke alle, der er udfordret på sundheden, men for alle borgere skal der være muligheder tæt på, som kan motivere til at lægge fundamentet til et godt helbred.

Der skal i Brøndby være gode og nære muligheder for at dyrke idræt, lære at cykle og dyrke køkkenhaver. Der skal være let adgang til naturen, så vandreture og naturoplevelser, både alene og i fællesskab, kan blive en naturlig del af hverdagen. Byplanlægning kan understøtte, at vi bruger byens rum og naturen mere og gøre det attraktivt at cykle, gå eller løbe.

For nogle mennesker kan det være svært at melde sig ind i en forening eller til en aktivitet. Inkluderende fællesskaber med plads til forskellighed skal understøttes, så flest muligt kan finde vej til det, der passer netop dem, og vi skal hjælpe kommunens fællesskaber til at tage godt imod nye deltagere.

Vi forpligter hinanden på at:

  • Bygge broer mellem kommunale institutioner, den private sektor og civilsamfund for at fremme sundheden sammen
  • Understøtte sunde fællesskaber, hvor der er plads til forskellighed
  • Fremme borgernes brug af grønne områder, aktivitets oaser og åndehuller, for at fremme fysisk aktivitet og mental velvære

2 - Forebyggelse og tidlig indsats

Forebyggelse tidligt i livet og tidlig indsats i et begyndende sygdomsforløb bidrager til bedre trivsel og kan forhindre, at sygdomme udvikler sig.

Sunde vaner etableres tidligt, og gennem forebyggende og sundhedsfremmende indsatser i familien, sundhedsplejen, daginstitutioner, skoler, uddannelser eller fritidsliv skaber vi fundamentet for aktive og sunde liv. Mange unge er udfordrede med hensyn til ensomhed og mistrivsel, så her er brug for en særlig indsats.

For dem, der er ramt af mistrivsel, skal der være lettilgængelige tilbud med fokus på en tidlig indsats med veldokumenterede metoder.

Vi forpligter hinanden på at:

  • Sundhedsfremmende tilbud skal være mere synlige og lettere tilgængelige for alle borgere og fagpersoner
  • Nedbringe brugen af afhængighedsskabende stoffer og produkter blandt kommunens borgere markant
  • Flere børn og unge udvikler sund og god trivsel

3 - Fokus på de største udfordringer

De fleste klarer sig godt, har høj livskvalitet og et godt fysisk helbred. Det gælder i Danmark og også i Brøndby Kommune. Nogle kan dog være særligt udfordret, og det er vigtigt, at der er gode tilbud til dem, så uligheden i sundhed ikke bliver for stor. Årsagerne, til at nogen bliver særligt udfordret på deres helbred, kan f.eks. være: Langvarig sygdom, psykiske udfordringer, manglende fysisk aktivitet i hverdagen, sociale udfordringer, brug af afhængighedsskabende produkter eller svær overvægt, som kan give forøget risiko for sygdom og overbelastning af kroppen.

Det er udfordringer, som kan vedrøre alle såvel børn og unge som voksne og ældre.

Undersøgelser viser, at i Danmark er rygning og inaktivitet de hyppigste årsager til, at nogen dør tidligt. Derudover scorer mange højt på stressskalaen.

Sund livsstil er ikke noget, man har eller ikke har. Det er noget, man kan have mere eller mindre af, og det er noget, vi alle sammen kan forandre gennem livet. Vi skal hjælpe dem, der er ramt af sygdom og er i risiko for at udvikle alvorlig sygdom, med lettilgængelige tilbud med fokus på veldokumenterede metoder.

Mange sundhedsfremmetilbud kan laves i samarbejde med de praktiserende læger, i samarbejde med andre kommuner, foreninger, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og boligorganisationer. Det sikrer både bedre kvalitet, og at vi når ud til de borgere, der har mest brug for støtte.

Vi forpligter hinanden på at:

  • Styrke den mentale sundhed hos borgerne i Brøndby og nedbringe ensomheden
  • Fremme lighed i sundhed og have mere fokus på de borgere, som har størst behov for sundhedsfremmende tilbud
  • Prioritere tidlig indsats hos børn i sårbare familier

Fra fokusområder og målsætninger til handleplan

Sundhedspolitikken tegner den overordnede retning, som Kommunalbestyrelsen har besluttet. De politiske målsætninger omsættes til handleplaner med konkrete indsatser, der skal skabe de forandringer, vi sigter efter. Handleplanerne udvikles i et samarbejde med fagfolk i forvaltningerne og koordineres med andre udviklingsprojekter og politikker/planer i kommunen. Der vil årligt blive forelagt en status på arbejdet til Social- og Sundhedsudvalget.

Kontakt

Social- og Sundhedsforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

Fax 43 43 65 43

social@brondby.dk

Sidst opdateret den 10. juli 2024
Skrevet af Brøndby Kommune