PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og vi er en tværfaglig rådgivningsenhed bestående af talehørekonsulenter, specialpædagogiske vejledere, psykologer, ergoterapeut, fysioterapeut og PPR-konsulent.
Vores opgave er at understøtte, at børn i alderen 0-18 år lærer, udvikler sig og trives i deres dagtilbud/dagpleje/hjemmepasning samt skole og SFO.
Vi samarbejder med kommunens dagtilbud/skoler om at skabe gode lærings- og trivselsmiljøer for børn generelt i Brøndby Kommune. Og vi samarbejder naturligvis også med jer som forældre og jeres barns dagtilbud/skole i de tilfælde, hvor I oplever, at jeres barn har behov for særlig støtte i dagtilbud/skole.
PPR er også del af visitationsudvalget i forbindelse med visitering til specialpædagogisk bistand.
Hvis I er bekymret for jeres barns læring, udvikling og trivsel i dagtilbud eller skole
Hvis I er bekymret for jeres barns læring, udvikling og trivsel i dagtilbud eller skole, skal I først kontakte personalet i dagtilbuddet/skolen og drøfte jeres bekymring. Både dagtilbud og skoler har særligt uddannede personaler, som også kan hjælpe jeres barn. I samarbejde med dagtilbud/skole, kan I som forældre, herefter aftale at inddrage PPR mhp. at få rådgivning og vejledning.
Et samarbejde med PPR indledes altid med et opstartsmøde, hvor vi sammen drøfter situationen og tilrettelægger et forløb mhp. at understøtte jeres barns læring, trivsel og udvikling.
Hvert forløb i PPR tilrettelægges individuelt afhængigt af, hvad udfordringerne er, men som forældre kan I forvente, at vi fra PPR tilbyder sparring og rådgivning til jer som forældre, sparring og rådgivning til pædagoger/lærere og foretager observationer af de børnefællesskaber, som jeres barn er en del af i dagtilbuddet/skolen. Det kan nogle gange også være relevant at have afklarende samtaler med dit barn og teste dit barn.
Al samarbejde foregår naturligvis med samtykke, og I vil altid være inddraget og oplyst om, hvilke interventioner PPR vurderer, der skal til, for at vi sammen kan understøtte jeres barns videre læring, udvikling og trivsel. Vi samarbejder også med fx Børnepsykiatrien, VISO, audiologiske afdelinger eller Børneterapien i de tilfælde, hvor disse også indgår i at hjælpe jer og jeres barn.
Kan vi som forældre kontakte PPR direkte?
Som forældre, er I altid velkommen til at kontakte PPR telefonisk med spørgsmål, der relaterer sig til jeres barns læring, trivsel og udvikling. Henvendelsen kan også være anonym. I vores rådgivning bestræber vi os på, at I oplever at blive hjulpet og nogle gange vil henvisning til andre relevante fagpersoner og tilbud i kommunen også være del af rådgivningen.
PPR kan kontaktes telefonisk på tlf. 4328 2830
Mandag til torsdag: 09:00 - 14.00 Fredag: 09:00 – 13.00
Psykologisk kriseindsats – når børn og unge rammes af krise
PPR tilbyder psykologisk kriseindsats til børn, unge, forældre og professionelle omkring barnet. Vi kan kontaktes ved akut opståede hændelser som fx pludselig død i et barns netværk, overfald, trusler, overværelse af ulykker, som involverer eller berører et barn under 18 år og som bor i Brøndby kommune. Hvis I har brug for at benytte jer af kriseindsatsen kan I henvende jer til PPR på 43282830. Vi kan kontaktes alle hverdage undtagen mellem jul og nytår.
Her finder du en nærmere præsentation af de enkelte faggrupper i PPR
Børn og unge, der har behov for en sansemotorisk terapeut, har på et eller flere områder svært ved at udføre eller deltage i daglige meningsfulde aktiviteter, der har betydning for deres trivsel og udvikling.
Børn og unge kan f.eks. have udfordringer i forhold til:
Personlige færdigheder, fx af- og påklædning samt spisning
Daglige færdigheder, fx at følge daglige rutiner samt at hjælpe med til med madlavning
Leg, fx individuelt eller sammen med andre børn i hverdagen
Finmotorik, fx at lyne lynlås, tage sokker af og på, skære frugt, tegne og skrive
Grovmotorik, fx at kravle, hoppe, cykle og spille bold
Perception, fx visuel opfattelse og bearbejdelse
Regulering af sanserne, fx at tilpasse tempo og kraft, holde fokus i aktive omgivelser samt undgå/opsøge specifikke legeredskaber som fx gynger og klatrestativer
De sansemotoriske terapeuter kigger på de grundlæggende forudsætninger hos barnet/den unge samt omgivelsernes betydning for barnets deltagelse i fællesskabet samt i hverdagens aktiviteter.
Nogle børn og unge med behov for bistand fra en sansemotorisk terapeut kan opleves som motorisk usikre eller motorisk urolige. Her vil den sansemotoriske terapeut hjælpe barnet/den unge til at udvikle nye færdigheder samt understøtte barnet og dets nære voksne i at skabe en mere velfungerende hverdag.
Sansemotorisk terapeut kan tilbyde:
Observation, undersøgelse og vurdering af barnet/den unge. Dette kan foregå i barnets/den unges vante kontekst eller på PPR
Rådgivende og vejledende samtaler med forældre
Rådgivning og sparring til fagprofessionelle omkring barnet/den unge. Dette med henblik på at skabe de bedste lærings- og deltagelsesbetingelser i barnets hverdag
Deltagelse i relevante tværfaglige møder
Vejledning vedr. relevante hjælpemidler
Åbent hus 1. torsdag i måneden kl. 13-15 – for 0-3 årige og deres forældre
Logopædernes indsats kan være relevant, når der er bekymring ift. sprog, kommunikation eller hørelse. Derudover samarbejder logopæderne med skoler og dagtilbud om udvikling af de sproglige læringsmiljøer, som børn og unge indgår i. I alle samarbejdsrelationer tages der udgangspunkt i, at sprog og kommunikation har afgørende betydning for barnets generelle læring, udvikling og trivsel.
Logopæderne kan tilbyde:
Rådgivende og vejledende samtaler med forældre
Sparring og rådgivning til fagprofessionelle omkring barnet/den unge
Sparring og rådgivning til fagprofessionelle med henblik på udvikling af de sproglige læringsmiljøer, som børn og unge indgår i
Sproglige undersøgelser og vurderinger efterfulgt af tilbagemelding og rådgivning til forældre samt fagprofessionelle omkring barnet/den unge
Undervisningsforløb til børn og unge. I disse forløb indgår vejledning til forældre samt forældredeltagelse i varierende omfang.
Undersøgelses- og undervisningstilbud for børn med særlige vanskeligheder: sproggruppe og fonologigruppe i Taleboblen
Kurser om sprog og samspil for forældre og pædagogisk personale
Oplæg om stammen for forældre, lærere og pædagogisk personale
Rådgivning til forældre og fagprofessionelle omkring børn og unge med høretab
Den psykologiske indsats kan være relevant, når der er bekymring i forhold til et barns/en ung generelle, personlighedsmæssige, sociale, emotionelle og/eller indlæringsmæssige udvikling.
Psykologerne kan tilbyde:
Rådgivende og vejledende samtaler med familierne/de fagprofessionelle omkring barnet/den unge
Supervision af og sparring med de fagprofessionelle tilknyttet barnet/den unge
Psykologisk testning og screening af barnet/den unge
Den specialpædagogiske indsats kan være relevant, når der er bekymring i forhold til en børnegruppe eller et læringsmiljø, som kalder på en særskilt specialpædagogisk indsats. Den specialpædagogiske indsats kan være rettet mod et enkelt barn/en ung, en gruppeindsats eller en daginstitution/skole. De specialpædagogiske vejlederes indsatser er i overvejende grad rettet mod de fagprofessionelle omkring børnene/de unge.
Specialpædagogiske vejledere kan tilbyde:
Rådgivning og sparring til de fagprofessionelle omkring barnet/den unge
Vejledning i brugen af specialpædagogiske redskaber/indsatser
Observationer i dagtilbud/skoler. De kan være rettet mod læringsmiljøet, børne-/ungefællesskaber, det enkelte barn/den unge og de fagprofessionelles praksis