Brøndby skal være klimaneutral og klimatilpasset inden 2050. Her på siden kan du få inspiration til, hvad du selv kan gøre for at være med til at passe på klimaet.
Du behøver ikke blive klimaaktivist eller vende dit liv på hovedet. Men hvis vi skal stoppe klimakrisen, skal vi alle gøre nogle ting anderledes end i dag. Som kommune går vi foran, men vi kan ikke løse klimaudfordringerne alene. Vi skal alle være med til at gøre en forskel.
Vi har samlet nogle gode råd til, hvordan du kommer i gang med at reducere dit klimaaftryk, øge biodiversiteten og klimatilpasse.
Reducer dit klimaaftryk
Der er mange steder, som du kan sætte ind, hvis du vil reducere dit klimaaftryk. Desuden er det klimakloge valg ofte også billigere og sundere for dig. Vi har samlet nogle gode råd til de fem områder, hvor du kan gøre den største forskel.
I Brøndby bliver der kørt meget i bil, og størstedelen af vores CO2-udledning kommer fra transport. Den nemmeste måde at reducere sit klimaaftryk fra transport er ved at cykle så meget, man kan. Skift bilen ud med cyklen og få din CO2-udledning helt ned på 0 kg CO2.
Vidste du... At danskerne i gennemsnit udleder 786 kg CO2 om året alene ved at komme til og fra arbejde. Beregn, hvor meget CO2 du kan spare klimaet ved at tage cyklen til og fra arbejde med denne formel.
Antal km x antal dage x 2 x 164 / 1000 = kg. sparet CO2
Indtil al energi stammer fra vedvarende energi, er den mest effektive måde at reducere sit klimaaftryk fra energi at reducere sit personlige forbrug. Det er ikke kun godt for klimaet, men sparer dig også penge.
Skru lidt ned for temperaturen i din bolig og tag en trøje på i stedet for at skrue op.
Vask dit tøj ved 20 eller 30 grader.
Hæng dit tøj til tørre i stedet for at bruge tørretumbler.
Fyld vaskemaskinen og opvaskemaskinen helt op.
Sluk lyset i de rum, du ikke opholder dig i.
Sluk for de apparater, der er på stand by-funktion.
Næsten halvdelen af den globale klimabelastning stammer fra fremstilling af materialer. Derfor skal vi blive bedre til at købe færre nye ting. Køb kun ting i bedre kvalitet, pas godt på dem, og reparer dem, hvis de går i stykker. Jo længere du kan beholde dit tøj, elektronik og andre varer, jo bedre er det for klimaet.
Vidste du... At hvis alle europæere brugte deres smartphone et enkelt år længere, før de købte en ny, ville vi kunne spare 2,1 millioner tons CO2. Det svarer til at tage mere end 1 million biler af vejene i et helt år.
Alle fødevarer sætter et aftryk på klimaet, men nogle væsentligt mere end andre. Det nemmeste måde at reducer sit klimaaftryk er ved at spise mindre kød - særligt fra køer og lam. Oksekød er det kød, der efterlader det største klimaaftryk, og det udgør alene næsten halvdelen af den samlede mængde CO2, som en gennemsnitsdansker udleder gennem mad.
Grøntsager er den type mad, der belaster klimaet mindst. Spis flere grøntsager og frugt, som er i sæson, og derfor ikke kræver ekstra energi at producere. Hver gang vi spiser en tomat eller en bakke jordbær uden for deres sæson, kræver det ekstra CO2 at producere dem, end når de er i sæson.
Vidste du... At du kan spise fisk eller kylling til middag alle ugens syv dage, før klimaaftrykket bliver lige så stort, som hvis man spiser et stykke oksekød en enkelt gang.
Flyrejser udgør en stor belastning for klimaet og er et nødvendigt sted at sætte ind, hvis vi vil reducere vores klimaaftryk. Jo mere du flyver, jo tungere er dit CO2-aftryk. Skær ned på dine flyrejser og genoplev glæden ved at holde ferie i Danmark eller rejse med tog ned gennem Europa.
Skab biodiversitet i haven
Lad din have gro og vær med til at øge biodiversiteten. En af de vigtigste årsager til, at biodiversiteten lider, er manglen på egnede levesteder for dyr og planter. Et af de steder, hvor vi selv kan være med til at skabe mere biodiversitet, er i vores egen baghave.
Har du en have, en altan eller en gård, kan du hjælpe dyr og planter med at skabe egnede levesteder ved blot at give naturen mulighed for at udfolde sig. Det kræver ofte ikke så meget, og du kan finde inspiration til, hvordan du kommer i gang her.
Vi vil i de kommende år opleve mere ekstremt vejr, og klimatilpasning er derfor nødvendigt. Dit hjem vil også blive berørt, når vejret bliver mere ekstremt, og du er selv ansvarlig for at forebygge mod skader ved voldsommere regn, skybrud, stormflod og stigende havvand.
Du kan finde inspiration til, hvordan du kommer i gang med klimatilpasning i Brøndby Kommunes Klimaplan for regn og hav, som beskriver, hvordan vi sikrer Brøndby mod de kommende klimaudfordringer.
At en dansker i gennemsnit udleder 13 tons CO2 om året (ifølge CONCITO). Det kommer blandt andet fra vores mad, transport og ting og sager, vi køber. Ifølge FN's klimapanel skal vi ned på 2-3 ton CO2 per borger i 2050. Det kan ikke lade sig gøre, hvis vi forsætter med at leve, som vi gør i dag.