Garage, udhus og andet småbyggeri
Der gælder forskellige regler, når du skal opføre en småbygning eller overdækning. Husk at du altid skal orientere dig i lokalplanen for dit område.
Søg om byggetilladelse via den digitale selvbetjeningsløsning Byg og Miljø
Regler for småbyggeri
Ved mindre bebyggelser kræver man ikke altid tilladelse. Man er fritaget fra at søge tilladelse, når det handler om garage, carport, udhus, drivhus og overdækninger, f.eks. overdækket terrasse i tilknytning til en eksisterende bolig. Det kræver dog, at du ikke overskrider et samlet areal af småbygninger og overdækninger på 50 m².
Kommunen skal ikke længere godkende projektet på forhånd og du kan derfor gå i gang med byggearbejdet uden kommunens accept.
Med ikrafttrædelse af de nye regler i bygningsreglementet fra 2018 har du lov til at bygge op til 50 m² småbygninger samlet set på grunden, før du skal søge om byggetilladelse.
Du skal dog være opmærksom på, at der kan gælde særlige regler for din ejendom i lokalplanen, som kan give anledning til, at bygningsreglementets regler ikke finder anvendelse.
Du skal være særlig opmærksom på, at det er dig som ejendommens ejer, der skal sikre, at reglerne overholdes.
Du skal stadig leve op til de samme regler som tidligere, så som f.eks. højde, længde, afstandskrav, faskine, spildevand, materialer og rottesikring mv.
Du skal ansøge om byggetilladelse via Byg- og Miljø, hvis du ikke overholder din byggeret. Projektet skal godkendes af kommunen.
Reglen om at kunne opføre op til 2 småbygninger på under 10 m² bortfalder ved ikrafttrædelse af de nye bestemmelser. Så man i stedet kan opføre op til 50 m² samlet set.
Du skal altid anmelde din bygning til Bygnings- og Boligregistret (BBR) når den er opført. Anmeldelse skal ske via selvbetjeningsløsningen Ret BBR.
Du skal bruge en byggetilladelse, hvis du vil bygge:
- Ny garage, carport, udhus, drivhus eller overdækket terrasse og det samlede areal af sekundære bygninger på ejendommen overstiger 50 m².
- Tilbygning til en udhusbygning, hvor det samlede bygningsareal på ejendommen bliver over 50 m².
- Ny garage, carport, udhus, drivhus eller overdækket terrasse på over 50 m².
- Tagterrasse eller terrasse hævet mere end 30 cm over terræn.
- Ombygning af garage/udhus til beboelse.
- Ombygning af overdækket terrasse til udestue.
- Overdækninger, fritliggende eller placeret på eksisterende bygning.
Du skal søge om byggetilladelse på Byg og Miljø.
Ved bebyggelse gælder følgende afstands- og højdekrav:
- Placering mindst 2,5 meter fra andre bygninger på grunden
- Maks 2,5 meter i højden målt fra terræn
Ved placering nærmere skel mod nabo eller sti end 2,5 meter:
- Samlet længde af alle bygninger langs skel må ikke være over 12 meter
- Der må ikke være vinduer eller døre imod skel
- Tagvand skal holdes på egen grund
Du kan få mere information om kravene i Bygningsreglementet.
Du skal søge om byggetilladelse til at nedrive dine bygninger. Du skal søge via Byg og Miljø.
Småbygninger under 50 m² er undtaget for bestemmelsen. Det vil sige nedrivning af garager, carporte udhuse og lignende mindre bygninger. Disse kan derfor nedrives uden tilladelse. Husk dog at anmelde nedrivningen til BBR.
Følgende bygninger kan opføres uden byggetilladelse eller anmeldelse:
- Kolonihavehuse (ved ny- og ombygning af kolonihavehuse), skal kolonihaveforeningen kontaktes. Læs mere om kolonihavehuse.
- Byggearbejder ved åbne svømmebassiner, havepejse og uoverdækkede terrasser, parabolantenner under 1 m i diameter.
- Hegnsmure ved naboskel, vej eller sti, der ikke overstiger 1,8 meter i højden.
Lokalplaner kan indeholde regler om udformning på vinduer samt farver og materialer på facader og tag. I bevarende lokalplaner skal facadeændringer godkendes af kommunen inden opstart, da der skal tages hensyn til bygningens arkitektur.
Regler i lokalplaner, bygningsreglementet og tinglyste deklarationer skal stadig overholdes, selvom byggearbejdet ikke kræver tilladelse. Ellers skal ejer søge en dispensation inden opstart.
Byggeriet kan også kræve tilladelse fra anden lovgivning inden opstart, som du skal være opmærksom på, f.eks. dispensation fra Naturbeskyttelsesloven.
Du kan finde lokalplanen for dit område i Lokalplanportalen.
Involverer dit byggearbejde ændring i areal, materialer eller ændring i antal af værelser, toiletter eller bad? Så skal du sende oplysninger om ændringerne til BBR (Bygnings- og Boligregistret), når byggearbejdet er færdigt.
Læs mere om:
Kontakt
Byggesagsteamet
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 24 37
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00