Hegnsynet anbefaler
Bogen ”Hegnsloven” af forfatter Bendt Berg, (Kommenteret Hegnslov 3 opl.). Den vil oftest kunne lånes på biblioteket.
Læs mere om nabokonflikter om hegn mellem to grundejere.
Hegnsynet er ikke en del af Brøndby Kommunes virksomhed, men er et uvildigt tvistenævn, der neutralt behandler og træffer afgørelser i nabokonflikter om hegn mellem to grundejere.
Hegnsynet fungerer på samme måde som en domstol. Hegnsynet kan derfor ikke rådgive eller vejlede naboer om opsætning af hegn m.v. I så fald ville hegnsynet ikke kunne betragtes som uvildig såfremt der senere opstår en konflikt der indbringes for hegnsynet.
Hegnsynet består af 3 medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen. Der udpeges en formand samt henholdsvis et byggesagkyndigt og et plantningskyndigt medlem.
Derudover er Hegnsynet som nævnt en uvildig instans, som fungerer uafhængigt af kommune og kommunalbestyrelsen.
Kommunen/kommunalbestyrelsen kan således ikke behandle klager over hegnsynets afgørelser. Disse kan alene indbringes for domstolene.
Hegnet i skellet mellem to ejendomme er et fælles hegn. Naboerne må som regel selv bestemme, hvordan hegnet skal se ud.
Der kan dog være bestemmelser i lokal- og byplaner eller tinglyste servitutter som skal overholdes.
Hegnsynet behandler ikke sager, der handler om enkeltstående træer på naboens ejendom. Sådanne uenigheder må afklares gennem en civil retssag.
Kun såfremt der er tale om træer, der udgør et egentligt hegn, og disse beskadiges eller er til gene for færdslen eller udgør en fare for sikkerheden, er disse omfattet af hegnsloven.
Det er altid bedst at finde en mindelig løsning med sin nabo. Kan du og din nabo ikke umiddelbart blive enige om hegnet, kan I bruge reglerne i hegnsloven.
Hvis det ikke er muligt at finde en mindelig løsning, kan du anmode om et hegnsyn efter hegnslovens bestemmelser. Hegnsynet vil indkalde parterne til et forhandlings- og besigtigelsesmøde. Under forhandlings- og besigtigelsesmøde vil hegnsynet søge at få parterne til at enes om et forlig. Hvis det ikke er muligt at opnå et forlig, afsiger hegnsynet en kendelse efter bestemmelserne i hegnsloven.
Anmodning om hegnsyn kan kun rejses af grundejeren. Hvis du ønsker at indbringe en sag for Hegnsynet i Brøndby, skal du udfylde og sende et skema til hegnsynet. Det er vigtigt at samtlige punkter på skemaet udfyldes, da alle oplysningerne er nødvendige, for at hegnsynet kan påbegynde en sag. Skemaet kan rekvireres hos hegnsynets sekretariat på tlf. 43 28 22 02.
Parterne afgør selv, om de vil være repræsenteret af en advokat. Dette er ikke et krav. Hegnsynet vil under sagens forløb i fornødent omfang vejlede parterne om deres retsstilling.
Sagerne forberedes af hegnsynets sekretariat. Når en sag er klar til at blive behandlet indkaldes hegnsynets medlemmer, og der berammes et møde, hvor hegnsynet besigtiger forholdene og træffer en afgørelse.
Et hegnsyn koster et fast beløb, i 2023 er vederlaget 2.009 kr. og pr. 1. januar 2024 er vederlaget 2.100 kr. Det vil fremgå af hegnsynets kendelse eller forlig, hvem af grundejerne, der skal betale hegnsynets vederlag. Hegnsynet kan også beslutte, at beløbet skal deles mellem parterne.
Bogen ”Hegnsloven” af forfatter Bendt Berg, (Kommenteret Hegnslov 3 opl.). Den vil oftest kunne lånes på biblioteket.