Min Magiske Mave
Min magiske mave er et online behandlingsforløb for børn med funktionelle mavesmerter og deres forældre.
Min Magiske Mave er for børn, som lider af tilbagevendende/funktionelle mavesmerter, som ikke skyldes fysisk sygdom og som:
- Er mellem 6-12 år
- Er påvirket af mavesmerterne – både i forhold til trivsel og dagligdag
- Undgår skole og fritidsaktiviteter grundet mavesmerter
- Er i stand til at deltage i og gennemføre ugentlige moduler på ca. 45-60 minutter sammen med forældrene samt lytte til lydfiler af 5-12 minutters varighed mindst 5 gange om ugen.
Min Magiske mave er et online behandlingsforløb for børn med funktionelle mavesmerter og deres forældre. Forløbet bevilges gennem Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Brøndby Kommune jf. Barnets lov § 30.
Et stigende antal børn og unge oplever mistrivsel, blandt andet i form af funktionelle mavesmerter, som kan føre til skolefravær og nedsat livskvalitet. Konsekvenserne kan være langvarige og alvorlige, ikke kun for det enkelte barn, men også for familien som helhed.
Min Magiske Mave er et digitalt selvhjælps program designet til at give familierne den støtte, de behøver, inden problemerne er blevet for store.
En præsentationsvideo af behandlingen kan ses her og video med læge Anne Knakkergaard kan ses her.
Forløbet kræver forældredeltagelse, så det er vigtigt, at I som forældre kan afsætte tid til at gennemføre modulerne sammen med barnet hver uge.
Forløbet varer 6 uger og indeholder:
- Enkle hypnoseøvelser til barnet (lydfiler)
- Ugentlige animerede videoer
- Læring i børnehøjde
- Opgaver til barn og familie.
Læs mere om forløbet på Min Magis hjemmeside
Inden vi kan bevilge et forløb beder vi om at barnet er tilset af egen læge, som kan vurdere om barnets mavesmerter har en fysisk årsag som skal behandles på anden vis.
Såfremt I tænker, at et forløb med Min Magiske Mave er relevant for jeres barn kan I kontakte os telefonisk på tlf. 43 28 28 30 i vores åbne telefontid eller via mail ppr@brondby.dk
Hvis det vurderes, at jeres barn er i målgruppen, kan I påbegynde forløbet umiddelbart efter samtalen.
Kontakt PPR
I er meget velkommen til at kontakte PPR for at høre mere om tilbuddet.
PPR kan kontaktes telefonisk på tlf. 43 28 28 30 mandag-torsdag mellem kl. 09.00-14.00 og fredag mellem kl. 09.00-13.00, eller via mail ppr@brondby.dk