Kollektiv trafik
I Brøndby Kommune findes to S-togsstationer og flere busser, samt flextrafik og handicapkørselsordning. I 2025 åbner Hovedstadens Letbane med to stationer: Brøndbyvester og Kirkebjerg.
Brug offentlig transport i Brøndby
Som borger i Brøndby kan du let bruge den offentlige transport til at komme rundt både inden for kommunen og videre til hovedstadsområdet, eller resten af landet.
I kommunen findes både S-tog, busser og snart også letbanen. Derudover kan du i Brøndby Kommune også tage Flextur fra din hoveddør til din destination, hvis du bestiller minimum to timer i forvejen.
Flextur - det nemme alternativ til bussen
Alle borgere i Brøndby kan bruge Flextur, der er en mellemting mellem bus og taxa. Du bliver hentet derhjemme og bestemmer selv, hvor du vil køres hen.
Du bestiller en Flextur til det tidspunkt du ønsker, for der er ingen fast køreplan. Bare husk at bestille senest to timer inden, du vil hentes.
Flexhandicap - handicapkørselsordning for svært bevægelseshæmmede
Handicapkørsel er en ordning, der giver svært bevægelseshæmmede mulighed for kørsel til fritidsformål, hvis man ikke kan benytte almindelige busser og tog. Kørselsordningen dækker hele Sjælland, Lolland, Falster og Møn samt de brofaste øer. Kørslen foregår på alle årets dage og hele døgnet.
For at blive medlem af flexhandicap skal du henvende dig til Visitationen i kommunen, som visiterer dig til kørslen.
Læs mere om handicapkørselsordningen hos Movia.
Offentlig transport
Der kører en række busser i Brøndby, bl.a. linje 500S.
Du kan købe billetter i bussen, via app, sms eller du kan bruge rejsekort.
Find køreplaner, trafikkort, priser og øvrig information på Din Offentlige Transport.
Der løber to S-togslinjer gennem kommunen. Den ene bane går via København Syd st. mod Køge med stop i Brøndby Strand. Den anden linje går via Valby mod Høje Taastrup og har stop på Brøndbyøster station.
Billetter til S-toget kan købes på stationerne, i DSB app eller du kan benytte Rejsekort.
Find mere information om s-togene hos DSB
DSB tilbyder låste cykelparkeringsfaciliteter ved Brøndbyøster st. Dette er med til at give dig øget sikkerhed, mens du nyder din rejse. Udover at være aflåst er området også digitalt overvåget for at yde ekstra beskyttelse. Dvs. at DSB registrerer alle indgange af brugere gennem et loggingsystem, hvilket hjælper med at overvåge brugsmønstre og forbedre sikkerheden.
Du kan tilmelde dig servicen gennem DSB Plus, og du kan få adgang til cykelparkeringen via Rejsekort eller SMS. Besøg DSB's hjemmeside for at tilmelde dig og læse mere om, hvor den låste cykelparkering befinder sig stationen
Ansvaret for økonomi og planlægning af bustrafik ligger hos kommuner og regioner. Regionerne har ansvaret for regionale buslinjer, mens kommunerne har ansvaret for de øvrige buslinjer. Kommunen og regionen bestemmer hvor mange buslinjer der skal køre og hvor ofte de kører.
Brøndby Kommune bestiller buslinjer hos Trafikselskabet Movia, som herefter planlægger og koordinerer den samlede bustrafik på tværs af kommune- og regionsgrænser på Sjælland, så den hænger bedst muligt sammen, også med tog og metro.
Movia er som trafikselskab en særlig, lovbestemt offentlig virksomhed beslægtet med et kommunalt fællesskab. Movia råder ikke selv over busser, men udbyder kørslen i offentlig licitation og indgår kontrakter med private busselskaber, som herefter udfører kørslen. Movia rådgiver også kommuner og regioner, udarbejder køreplaner, laver trafikovervågning og markedsfører busserne.
DSB har ansvaret for S-togene sammen med Banedanmark, som står for drift og vedligehold af skinnerne. DSB er en statsejet virksomhed og Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet.
Kontakt
Vej-teamet
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 24 46
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00